Kroniske smerter og søvnmangel

Kroniske smerter giver søvnmangel og dermed yderligere problemer i forhold til nedsat koncentration, gaben, manglende overskud til både arbejde, familie og sociale sammenkomster. At have kroniske smerter og søvnmangel er en rigtig hård kombination.

I disse dage har jeg svært ved at sove. De prikkende og stikkende smerter under min fod og op langs skinnebenet gør det svært at sove. Jeg har svært ved at få dagen til at hænge sammen  med 3 børn, fuldtidsarbejde og kroniske smerter i mit ben, men jeg ved, at det bliver bedre igen. Som kronisk smertepatient igennem snart 8 år ved jeg, at de kroniske smerter går ikke væk, men jeg har perioder af 3-12 dage ad gangen, hvor jeg kan sove dårligt p.g.a smerterne i benet, men det hænger altid sammen med ekstra belastninger i privatlivet. Jeg har altid haft en let søvn, men efter jeg fik konstateret kroniske smerter er min søvn endnu mere påvirket end tidligere.

Jeg klarer mig igennem ved at ligge på langs en halv time, når vi kommer hjem fra skole og børnehave. Jeg har heldigvis et godt arbejde med en stor grad af frihed, god løn og forståelse for kroniske smerter. Jeg har specielt indrettet kontor og har ikke noget fysisk belastende arbejde, hvilket det muligt at have et arbejde uden skånebehov. Min mand har også stor forståelse for de dage, hvor de kroniske smerter kombineret med søvnmangel gør det svært at få overskud til det hele. På enkelte, sjældne aftener bliver jeg nødt til at tage en sovepille for at kunne sove igennem for de kroniske smerter for at få en hel nats søvn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar